At blive mor har været det mest livsændrende i mit liv. Jeg gik fra mine børns far, da min ældste søn var 9 måneder. Og kort efter stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. Jeg græd og græd husker jeg. Ikke fordi at jeg ikke ønskede det, men fordi at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle klare det. Hvordan jeg skulle være stærk nok for to, når jeg følte mig allermest alene. Min graviditet med min anden søn var ensom. Jeg havde ikke nogen partner at dele glæden med. Ingen at læne mig op ad.

Da min søn kom til verden, stod jeg som fuldtidsmor til to små drenge - alene. Uden en far i hverdagen. Kun mig. Men vi gjorde det. Og jeg har aldrig følt mig stærkere. Moderskabet har formet mig. Og bygget mig op til en stærkere kvinde og mor. Alt det jeg har været igennem, har ikke knækket mig. Det har skabt mig. Idag står jeg et helt andet sted. Jeg venter en lille pige. Og jeg har fundet en mand, der ikke bare har valgt mig, men os. For første gang føles graviditeten ikke som noget, jeg skal overleve. Men noget, jeg må nyde.